TERMA udvikler avanceret teknologi og tilbyder ydelser og rådgivning inden for en række anvendelsesområder. TERMA arbejder ud fra devisen om, at en dyb teknisk forståelse parret med tæt partnerselskab producerer overlegne sikkerhedsløsninger.
Kirkholm Maskiningeniører har gennem flere år samarbejdet med TERMA på forskellige projekter og denne case tager specifikt afsæt i arbejdet med udviklingsarbejdet omkring et nyt radarantennesystem.
Danmarks største forsvarsvirksomhed har med assistance fra Kirkholm udviklet en ny og avanceret radarantenne. Kirkholm har været med i hele processen fra start til slut og har udført de ”Computational Fluid Dynamic”-analyser, der har været grundlæggende dimensionerende for designet.
Med fokus på funktion og design har TERMA ønsket at udvikle et nyt ”Dual Beam High Gain+”-antennesystem (DBHG+), som indgår i systemer til at overvåge flytrafik i lufthavne, anvendes i skibe på havet og benyttes til at spotte olielæk fra fx boreplatforme.
Radarsystemerne skal i mange tilfælde operere under ekstreme vejrforhold. Antennedesignet er inspireret af avanceret flyteknologi, og systemet kan overleve vindstyrker på op til 250 km/t. Til sammenligning er der tale om orkan, når vindstyrken rammer blot 117 km/t.
Sammen med TERMA har Kirkholms opgave i den indledende fase bestået i at udvælge og optimere designet for at minimere luftmodstanden på antennen. Herunder også den sekundære radarantenne, hvor formålet er at identificere individuelle fly. Antennesystemet er udformet i et såkaldt ”stealth”-design, der favner en række teknikker, som anvendes for at gøre fly og skibe mindre synlige for en fjende. Med sit særlige design sikrer TERMA-antennen et minimum af synlighed kombineret med, at man undgår forstyrrelse af radarbilledet.
Kirkholm-ingeniør Jacob Fogh Knudsen, der har assisteret TERMA, er tilfreds med resultatet:
"Vi har bistået TERMA med at udvikle et radarsystem, der er optimeret og beregnet ned i mindste detalje, inden det er sendt på markedet. Der stilles strenge krav til TERMA radarsystemer, som skal operere mindst 15-20 år under alle tænkelige vejrforhold med et minimum af vedligehold".
I udviklingen af radarantennen har Kirkholm udført CFD-simuleringer og analyser (fluid mekanik), som har været afgørende for designet og de efterfølgende styrkeberegninger på antennen.
"Fordelen ved at udarbejde CFD-analyser tidligt i processen er blandt andet, at vi kan fremlægge designforslag uden at bygge dyre prototyper og afvikle omfattende forsøg. Med analyserne kan vi forudse forskellige konsekvenser af designændringer i de indledende faser", siger Jacob Fogh Knudsen.
Efter godkendelse af det endelige design har Kirkholm foretaget de detaljerede CFD-analyser af flowet omkring antennen. Analyserne er efterfølgende blevet verificeret i vindtunneltests i skala 1:2 i USA. Derudover har Kirkholm bistået med opbygning af testmodeller, kravspecifikation til vindtunneltest, konstruktion af fixturer til produktion af antennen samt udarbejdelse af tegninger og dokumentation.
Vi hjælper dig med faglig viden, metoder og professionelt samarbejde
Tak for tilmeldingen!
Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev - vi glæder os til at dele interessante historier og ny viden med dig.
Hovsa?!
Der opstod vist en fejl. Prøv venligst igen.
All Rights Reserved | Kirkholm